Nu er det efterår og tid til at nyde naturens farver og glæden ved årstidernes skiften.
Dette indlæg er en fortælling om træernes betydning og bladenes magi. Du får også tips til at bruge efterårsløvet i gårdhaven.
PLANT TRÆER
Det er vigtigt fordi:
Træer optager CO2 via fotosyntesen og frigiver ilt til atmosfæren.
Bladene er forudsætningen for træer, buske og planters liv.
Bladene omdannes til muld, når de drysser ned på jorden om efteråret.
Efterårsløvet er gemmested for insekterne vinteren over.
Bladene skaber ly for dyr og fugle i regnfulde perioder eller under tørke.
Bladene frigiver æteriske olier, som gør skovene til et sundt miljø at være i. Læs eventuelt indlægget om skovterapi her.
Bladene er en vigtig fødekilde for dyr og insekter og indgår i de globale økosystemer.
Vegetation i havene er også en vigtig fødekilde for fisk og havpattedyr, og planternes fotosyntese udleder ilt til atmosfæren og bidrager dermed med en stor del af den ilt, vi indånder.
Listen kan gøres endnu længere. Dette er blot eksempler på, hvorfor det er vigtigt at plante træer og beskytte havene.
Det siger sig selv, at naturen er ikke et uendeligt ta-selv-bord, hvor vi bare kan høste uden at give noget igen.
Derfor er jeg en varm fortaler for gårdhaver eller små havemiljøer, hvor planterne får tilført skovmuld istedetfor at køre bladene på genbrugsstationen eller værre brænde det af som haveaffald.
Efterårsløvet er guld for haverne og fyldt med god næring til planterne.
Vores have skifter farve og udtryk, når det bliver efterår. De gyldne blade bliver liggende hele vinteren, og nogle af dem bruger jeg i gårdhaven, hvor bladene omsættes til den dejligste skovmuld.
Her kan du se, hvordan jeg klargør rosenbedet i gårdhaven til vinteren.
Allerførst så luger og river jeg rosenbedet, så der ikke er ukrudt.
Bedet dækkes med askeblade fra haven, som jeg kører ind på min lille trillebør i gårdhaven. Bladene bliver lagt i et ret tykt lag, som gradvist synker sammen.
Bladene isolerer planterne og holder på fugten i jorden og er desuden et gemmested for insekter. Roserne er godt beskyttet, når der kommer frost og sne.
Gårdhaven ligger tæt på skoven, derfor drysser der også bøgeblade ind i gårdhaven, inden det bliver frost. I slutningen af november lægger jeg gran rundt om roserne.
Efterårsløvet bliver til skovmuld, som vendes ned i jorden, når det bliver forår.
Du kan også bruge bladene til kompostbunken eller til at isolere blomsterkummerne, nyplantede roser og klematis. Hvis du har høns, så vil de elske at ligge i en bunke blade.
Efterårshilsener
Eva