Jordbær vækker dejlige minder om skønne sommerdage med friske nyplukkede jordbær, jordbærgrød, jordbær med is, jordbærsalater og jordbærkager i haven.
Bær er sunde
Alle burde have et bærbed, fordi bærrene er sunde fyldt med antioxidanter, vitaminer og mineraler. Derfor var det helt naturligt, at anlægge et bærbed i gårdhaven. Det er så nemt at dyrke jordbær.
Læs om bærbedet her.
Vi har valgt kun at have økologiske jordbærplanter i gårdhaven Fragaria Polka – en klassisk jordbærsort med store flotte jordbær, som smager sødt og dejligt.
Jordbærsæsonen kom sent igang i år, fordi maj måned var så kold, så vi plukker stadig jordbær, selvom vi nu er i juli måned.
Giv jordbærplanterne en god start
Jordbær plukkes i 3 sæsoner, så skiftes planterne ud med nye.
Jordbærplanterne bliver kun gødet i sensommeren, når de sidste bær er plukket. Hvis man gøder om foråret går væksten til blade og færre bær, derfor er det bedst at gøde f.eks. i august – september måned.
Jordbærplanterne dækkes i bunden med halm for at skåne bærrene mod regn, smitsomme plantesygdomme og småkryb, som spiser bærrene. Halm giver rene pæne bær.
Ingen plastiknet
Vi dækker ikke vores bær med grønne plastiknet, fordi vi har oplevet at fugle, som sidder fast i nettene, let kommer til skade. Derfor har vi valgt helt at undlade net over bærbedet. Solsorten har kun taget få bær, selvom den har haft rede i gårdhaven i år.
Vand tit
Jordbærplanterne bliver vandet næsten hver dag. Det giver store saftige bær. Jordbær plantes med god afstand. Haveselskabet anbefaler 40 cm mellem jordbærrene og 60 cm mellem rækkerne.
Nye jordbærplanter
Når alle bær er plukket fjernes halmen. De små jordbærstiklinger plantes ud i potter med såmuld, hvor de vokser og bliver vandet indtil, jeg planter dem ud på det blivende sted i jordbærbedet. Se videoen om jordbærstiklinger nederst på siden.
Husk ikke at plante for dybt, så det lille hjerteskud i midten af planten ligger frit.
Jordbærplanter holder ikke af at blive flyttet, derfor står planterne i 3 rækker med de mindste, mellemste og de største jordbærplanter. Jeg planter kun ud om efteråret, så jordbærrene når at sætte nye rødder og ikke tørrer ud.
De nye jordbærplanter bliver vandet rigtig godt, så de får en god start.
Jordbær smager skønt, så jeg skal helt sikkert have endnu flere jordbærplanter i gårdhaven til næste år ved den sydvendte mur ved tomaterne. Skovjordbær står i en stor krukke som bunddække. De små skovbær smager også skønt.
God sommer!
Eva