Jeg har en lille økologisk te-have i gårdhaven, fordi jeg meget gerne vil drikke mere te i hverdagen istedet for kaffe. Krydderurterne er sunde og indeholder antioxidanter, æteriske olier og skønne duft- og smagsstoffer.
Krydderurterne står i krukker, fordi især mynte breder sig for meget, hvis jeg planter direkte i bedet. Planterne er nemmere at styre og passes med vand og økologisk plantegødning.
Krydderurterne står solrigt og tørrer aldrig helt ud. Jeg har lagt kogler i bunden, så vandet kan løbe fra. Om efteråret klipper jeg krydderurterne ned, og i vinterhalvåret dækker jeg krukkerne med blade. I marts-april får krukkerne ny jord, og krydderurterne bliver gødet, så væksten kommer godt igang.
Jeg har flere forskellige sorter økologisk mynte fra Gartneri Toftegaard f.eks. æblemynte, appelsinmynte, pebermynte og hestemynte samt citronverbena, og jeg vil også gerne dyrke ingefær.
Mynte – Mentha spicata
Mynte er en hårdfør krydderurt, som er nem at dyrke, men planten breder sig kraftigt med rodskud. Derfor er det en god ide kun at dyrke mynte i krukker.
Mynte findes i flere forskellige skønne smagsvarianter f.eks. æblemynte, appelsinmynte, pebermynte, ananasmynte, og mynte er også dejlig i salater, supper og gryderetter men kun i små mængder, for mynte er meget aromatisk.
Citronverbena – Aloysia citriodora syn. Lippia triphylla.
Citronverbena er desværre ikke vinterhårdfør men til gengæld smager den skønt i teen og har en dejlig citrusduft. Det er en flerårig busk som bliver 1-1,5 m høj, hvis den står optimalt i fuld sol. Citronverbena kan opstammes og klippes i former efter ønske, og den sætter små fine hvide blomster på en lang blomsterstand. Citronverbena bruges til te, salater, frugtsalater og til fisk- og kødretter.
Sådan laver jeg en god kop mynte-te
Bladene plukkes friske forår, sommer og efterår. Om vinteren fryser jeg små portioner mynteblade eller stiller potterne indenfor et lyst og køligt sted. Jeg tørrer ikke krydderurterne for at ungå svamp.
Mynte-te: 2 stk. skyllede mynteblade uden stilke lægges i koppen, spilkogende vand hældes over, og bladene trækker i 3 minutter. Myntebladene tages op og en tesk honning tilsættes og måske en skive citron. Myntebladene kan bruges til 2 kopper te. Rør rundt og nyd!
Te`en smager skønt, dufter herligt og er sund!
Om sommeren bruger jeg også hyldeblomster, lavendelblomster i knop, lysegrønne brændenælder, appelsinmynte og økologisk appelsin.
Frugttræerne bugner hvert år af økologisk frugt, så udover at bruge frugten til kager og kompot, så presser vi æblejuice og laver most. Den nye bærhave er begyndt at blomstre. Blade fra bærbuskene plukker jeg også til te og isvand f.eks. solbær, hindbær, brombær og jordbær.
Jeg er meget glad for den lille te-have og glæder mig til at smage og dufte til de forskellige skønne te-planter. For hvorfor købe importeret te, når man selv kan dyrke de skønneste te-planter i gårdhaven og i haven.
God sommer!
Eva