Lyden af rislende sommerregn i gårdhaven er skøn. Roserne har brug for vand, men for meget regn får planterne til at visne og danne for mange hyben.
Derfor er det en god ide at klippe og nusse om roserne i de perioder, hvor det regner meget.
Jeg har min lille kurv med og fjerner alle roser og blade, som er rådnet og har pletter, så de ikke smitter de nye knopper med sygdomme og svamp. Det er en god ide med handsker og en lille klud til at tørre saksen efter hvert klip, og afklip kommer ikke i komposten.
På den måde vil roserne danne flere knopper og blomstre over længere tid.
Haveselskabet har skrevet fine artikler om pasning af roser, og der er videoer med tips om forårsbeskæring af bunddækkeroser, rosenbuske og klatreroser.
I juni skal jeg på besøg hos roseneksperten Peter Scherg i hans skønne rosenhave ved Vallø Storskov i Herfølge til et Åbent Have arrangement.
I Peter Schergs have er der mere end 500 historiske roser. Glæder mig til at se den blomstrende rosenhave og lære mere om de skønne roser.
God sommer!
Eva