Julen 2022. Julen er hjerternes fest.

Nu er det snart 1. søndag i advent.

I år pynter vi gårdhaven lidt som i gamle dage, hvor man ikke havde elektrisk lys. Vi sætter ingen LED-lyskæder på rosenstativerne i gårdhaven eller i krukkerne ved dørene men bruger istedet lanterner. Det er på sin vis mere hyggeligt end det kunstige lys fra lyskæderne.

Lanternerne står ved dørene i gårdhaven og ved hoveddøren og lyser op i mørket sammen med hvide juleroser i potter og små juletableauer med gran, røde juleæbler, kogler og kranse på dørene. Pynten er meget enkel men ligeså hyggelig, og så er det miljøvenligt og billigt i strømforbrug.

Julen 2022

Traditionen tro julepyntes vinduerne hvert år med hjerter og stjerner og er på den måde med til at understrege stemningen på Rågegården. Hvert år finder jeg nye skabeloner til flettede hjerter til juletræet og glasskabene, og julepynten gemmer jeg fra år til år.

Julen 2022

Det er hyggeligt at finde en kurvfuld lærkekogler og dejlig mos i skoven til kranse og juledekorationer. I haven finder jeg hyben fra vilde roser i gærdet, store cederkogler, stedsegrønt og andet smukt til julepynten. Det bløde mos bruger jeg som dække i krukkerne eller til kransene. Jeg holder meget af den lille tur ind i skoven, hvor jeg går langs klinten og finder det grønne, som kan være i en bærepose.  Læs om at sanke her.

Julen 2022

Juletræet fælder vi hos en lokal juletræsforhandler, som har en stor have med mange smukke juletræer. Efter jul bliver gran brugt som vinterdække i gårdhaven og i bedene i haven, og det grønne pynt komposteres efter jul.

Ambitionsniveauet er sat ned, det er faktisk rigtig rart, for det enkle kan også være smukt og hyggeligt. Der skal være tid til at nyde årstiden. Læs eventuelt mit indlæg med ideer til at holde klimavenlig jul her.

Julen er hjerternes fest. Glædelig Jul
Eva

Læs om julepynt og traditioner:

Isabellas – Julehjerter

Friluftrådet: Hent dit julepynt i naturen

Nationalmuseet: Jul på landet i gl. dage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *