Kære læser, hjertelig velkommen!
Her kan du finde inspiration, hvis du ønsker at dyrke sunde grøntsager og smukke blomster i din have og gerne vil leve lidt grønnere.
Det er både sundere, billigere og mere bæredygtigt selv at dyrke grøntsager, frugt og bær i haven, og det er godt for klimaet at spise mere plantebaseret.
Økologiske grøntsager smager af mere og er en oplevelse for alle sanser. Potager med grøntsager, frugt og bær i kombination med blomsterbede er bi-venlige og vigtige for biodiversiteten.
Du får tips til planter, som tiltrækker fugle og insekter samt inspiration til en sundere livsstil med antiinflammatoriske og klimavenlige opskrifter samt læseanbefalinger.
Lidt om
ME/ CFS er vores hjertesag.
En af vores allerkæreste er diagnosticeret med ME myalgisk encephalomyelitis postviralt træthedssyndrom via Corona-senfølger.
Det er en alvorlig kronisk og smertefuld multisystemisk sygdom, som i følge Sundhedsstyrelsen opstår i 80 % af tilfældene ved en alvorlig virus eller infektion. Sygdommen rammer både børn og voksne. Læs om ME.
Antiinflammatorisk kost er derfor blevet en vigtig del af vores hverdag, og vi lærer hele tiden nyt.
Mit navn er Eva, det er mig som skriver og fotograferer til bloggen. Gift med Henning som har fået min glæde ved naturen og haven til at spire og gro. Vi har en dejlig familie med børn og børnebørn.
Vi bor i Bøgeskoven på Stevns på en gammel gård, der ligger i den smukke natur ved skov og strand tæt ved klinten.
I 2020 blev jeg Certificeret kostvejleder og slankekonsulent. Sund kost har altid været min passion, elsker at lave dejlig mad og bage til min familie.
Glad for bøger, uddannet bibliotekar med speciale i litteratur, derfor får du også læseanbefalinger.
Jeg håber, du får glæde af opskrifterne, som er tilberedt med årstidens gode økologiske råvarer.
Du er velkommen til at sende en mail, hvis du har spørgsmål.
Du skal vide:
I Danmark anser man stadig ME/CFS som en funktionel lidelse, der skal behandles med gradueret træning og adfærdsterapi.
Det er selvom, at de internationale sundhedsorganisationer som NICE (den engelske ækvivalent til Sundhedsstyrelsen) anerkender sygdommen som en alvorlig, neurologisk sygdom – og direkte fraråder den danske behandling. Her lyder det blandt andet, at netop overanstrengelser kan forværre ME/CFS- patienters symptomer.
Derfor hvis du har ME / CFS spørgsmål – ring venligst til ME-Foreningen på tlf. 44 95 97 00, da det danske sundhedsvæsen endnu ikke er opdateret med de nyeste internationale forsknings- og behandlingsresultater.
De bedste hilsener
Eva