Hvert år kommer der flere juleroser i vores have.
Juleroser Helleborus niger pynter i potterne i december måned og bliver derefter plantet ud i skovbedet og i skyggebedet i gårdhaven, hvor de blomstrer smukt lige indtil april måned.
Vinteren er mørk og kold og regnfuld, men juleroserne lyser op med de smukke hvide blomster og det mørkegrønne blanke løv.
Juleroserne blomstrer yndefuldt, når det er allermest mørkt og trist i vejret. Det er så skønt, at juleroserne blomster lige indtil vintergækkerne og de andre forårsblomster titter frem.
Juleroserne og vintergækkerne er fulde af nektar og pollen og er mad til bierne og insekterne i det tidlige forår, når de vågner af deres vinterdvale.
Helleborus skaber glæde og optimisme i den kolde og mørke vintertid, derfor har juleroserne også inspireret forfattere og lyrikere.
Vilhelm Gregersen har således skrevet et digt om den smukke hvide blomst.
Julerosen
Og dog som måtte jeg le.
Du er med Våren i Pagt.
I Göingeskoven bor den fredløse røverfar med røvermor og alle røverungerne. Efter en lang dag brugt på at tigge kommer røvermor forbi et kloster, der er kendt for sin smukke have. Munkene er meget stolte af havens skønne og sjældne planter og blomster, men røvermor påstår, at Göingeskovens naturlige skønhed er langt mere fantastisk, når den julenat forvandler sig til en blomstrende have.
I “Legenderne om juleroserne” inviteres Abbed Hans til at besøge røverfamilien den kommende julenat for ved selvsyn at opleve underet i skoven.
Lagerlöfs smukke fortælling er illustreret af Aalborg-kunstneren Esben Hanefelt Kristensen.
Juleroserne ved juletid
Jeg elsker potter med juleroser, mos og lærkekogler fra skoven. Krukkerne står ved døren ligeså længe juleroserne blomstrer, og derefter planter jeg juleroserne ud i skovbedet, hvor de står under træernes skygge og i blød, let fugtig skovmuld. Jorden må ikke være frossen eller drivvåd, så kan juleroserne klare at blive flyttet.
Rådyrene og andet vildt kan ikke lide juleroser. Det er kun skovmusene, som nyder godt af de nye blomsterskud, men det synes jeg nu ikke er noget problem.
Juleroserne trives bedst et skyggefuldt let fugtigt sted. Planterne bryder sig ikke om at blive flyttet. Det tager lidt tid, før de får fat, så de kan vokse sig store og flotte med smukke stedsegrønne blade.
Visnesyge – beskæring i foråret
Juleroser er giftige, derfor skal man have handsker på, når de plettede blade skal klippes væk i januar. Det er for at undgå visnesyge, som er et svampeangreb, som kan sprede sig til andre juleroser. Visnesyge ses som store pletter på bladene og pletter på stænglerne. Bladene må ikke komme i komposten, men skal smides ud som affald eller brændes.
Juleroserne kan formeres
Den hurtigste måde at formere en julerose eller påskeklokke på er ved at dele planten lige igennem roden med en spade. Julerosen skal være stor og i god vækst. Derefter planter man julerosen igen i skovmuld og vander grundigt, så sætter julerosen nye skud det følgende år. Jeg klipper ikke bladene væk det første år for at beskytte julerosen mod udtørring.
Juleroserne kan også formeres med frø, men det kræver, at de små frø bliver sået med det samme, når de falder ud af frøkapslerne. Det tager derefter 2-3 år inden, juleroserne blomstrer første gang.
Juleroserne trives bedst udenfor i køligt vejr. Blomsterne egner sig ikke til vaser men kan pynte som små dekorationer i potter. Min erfaring er dog, at de hurtigt tørrer ud og falder sammen, hvis de kommer ind i varmen. Helleborus er en skøn vinterplante, som trives bedst i kold jord.
Julerosen er vinterens smukkeste blomst.
Eva