Ikke sponsoreret.
Ordet potager stammer fra fransk og betyder nyttehave eller køkkenhave. I en potager lægges der vægt på det æstetiske udtryk i bedene med farver og former.
Blomster og grøntsager er plantet imellem hinanden i bedene og skaber på den måde en dejlig stemning i haven. Potager er en oplevelse for alle sanser og forener både det nyttige, spiselige og det æstetiske udtryk i bedenes blomsterflor og farver.
Potager blev især dyrket i 1700-tallets franske barokhaver og i de skønne engelske cottagehaver eller i klostrenes urtehaver. I potager er bedene fyldt med dejlige grøntsager, krydderurter og stauder samt frugttræer og frugtbuske. Ofte er poptager rammet ind af lave buksbomhække eller tynde rammer af træ eller metal, og der er sten- eller grusbelægninger, klinker eller små fliser på stierne.
Potager indbyder til at lege med mønstre og former, så planterne fremhæves på smukkeste vis både i farver og former men også i kontraster. Højt og lavt ved siden af lyse og mørke farver i blomster og blade. Det gør, at der altid er noget nyt at se på, når knopperne springer ud eller, når årstiderne skifter. Potager er frodige haver fyldt med oplevelser.
Hvordan får man en god start på sin nyttehave/potager?
Her får du en kort beskrivelse. Lige først. Jeg er ikke ekspert men bare en glad haveamatør, som drømmer om en skøn potager. Fokus er på haveglæde og en overskuelig potager, som er nem at passe året rundt.
Plan med udførlig beskrivelse af potager/nyttehaven.
Allerførst laver jeg en haveplan med havens beliggenhed, bedenes udformning, planteliste m.m. I gårdhaven er der kun flerårige planter og blomster samt stauder. I skærehaven er der roser og et-årige planter og blomster.
Alle forårsblomster i haven er løgplanter, og om vinteren blomstrer juleroserne i kontrast til det stedsegrønne. Tanken er at skabe variation i bedene, så der er noget at se på hele året.
Potager i skærehaven
Potager anlægges kun i forbindelse med skærehaven. I gårdhaven skal der ikke være spiselige planter men kun blomster. Der står kun et par tomater og en agurk ved den sydvendte mur i gårdhaven der, hvor vinen stod.
Krydderurterne plantes over i krukker, og rabarberen plantes ud i bærbedet med hegn om. Bedene i gårdhaven gøres lidt mindre, så det bliver mere overskueligt at passe fremover. Krydderurtebedet bliver til et smukt hvidt bed.
Potagerkalender.
Det er vigtigt med sædskifte. Planterne sås forskellige steder hvert år. Derfor er det en god ide med en havekalender, hvor man forbereder det kommende haveår og løbende indsætter fotos med billeder af frøposer med en kort beskrivelse.
Både skærehaven og gårdhaven får sin egen digitale havekalender. Det gør det overskueligt, og det er sjovt at kikke tilbage på årets gang i haven. Man kan nemt lave kalenderen i Word eller Pages.
Potager er bæredygtige og insektvenlige
Potager er det rigtige valg, hvis man gerne vil have en klimavenlig og insektvenlig have. Man kan høste grøntsager, urter og blomster, og bierne er med til at bestøve frugttræer og buske i haven.
Potager støtter også op om biodiversiteten i naturen, fordi mange fugle og dyr lever af de flyvende insekter, som tiltrækkes af blomsterne og urterne i nyttehaven. Insekterne overvintrer ved at gemme sig under bladene eller i de afblomstrede stauder. Det er godt at stille en skål med vand ud i tørre perioder. På den måde kan man hjælpe både småfuglene, insekterne og sommerfuglene til at overleve de tørre sommerperioder.
Det er en god ide med en liste over de insektvenlige planter, der er i potager med placering samt opskrift på fuglekugler til fuglehuset. Det skrives ind i årets havekalender sammen med de øvrige emner herunder og gemmes til næste sæson.
Forårsløg
Hvilke forårsløg skal lægges og hvor? Billeder af de forskellige sorter og antal løg samt dato.
Grøntsager og krydderurter
Hvilke grøntsager og urter skal sås og plantes hvor? Hvilke planter står i potterne samt dato.
Stedsegrønne planter
Buksbom og bloombux skaber ro i haven med det smukke stedsegrønne løv. Bloombux har fine lyserøde blomster. Derfor planter jeg primært bloombux i gårdhaven til markering af rum i bedene. De kan vokse i almindelig havejord eller i et surbundsbed og skal bare klippes lidt til inden, de nye skud kommer frem.
Høst af blomster og grøntsager
Hvordan gik årets høst i haven? Hvad kan forbedres? Nye haveideer. Hvad bør undgås til næste år? Beskrivelse af succesoplevelserne med billeder og tekst.
Spiselige blomster
Hvilke spiselige blomster var i haven? Hvordan blev de brugt og i hvilke retter? Fotos af blomsterne og eventuelt opskrifter.
Skærehaven / potager
Det er skønt at kunne hente en buket til vaserne i stuen, derfor er det også en god ide at fotografere blomsterne, så man kan huske deres farve, former og udtryk til næste år.
Gode links til hjemmesider om potagers / nyttehaver. Videoer eller film. Havebøger & tidsskrifter
Armchairgardening er hyggeligt hele året. Derfor er en litteraturliste guld værd, men det er også hyggeligt at gå på havebesøg, hvor man ser andre haver og får inspiration.
Det er også en god ide at gemme Haveselskabets katalog over Åbne Haver eller gode links til steder, hvor du kan finde skønne loppefund f.eks. krukker, plantestativer, dejlige hynder eller havemøbler til indretning af din potager.
Måske kan du bruge nogle af disse tips. Du er velkommen til at skrive en kommentar, hvis du har en ide eller noget at tilføje.
De bedste hilsener
Eva