Ikke sponsoreret.
ME er en smertefuld kronisk multisystemisk sygdom med dage, hvor der ikke er energi og overskud til at planlægge indkøb og tilberede sund mad. Læs om ME her.
Derfor får vores kære en Bento Bag med sund antiinflammatorisk mad hver 14. dag som supplement. Indholdet varieres efter årstiden og udvalget af økologisk frugt og grønt.
En Bento er en traditionel japansk madkasse, der bruges til at opbevare og transportere madvarer. Bento bruges til mange formål og er praktiske i hverdagen f.eks. som madkasse, til udflugter o. lign.
Vi har lavet en bæredygtig Bento i en let køletaske m. glasbeholdere/låg i forskellige størrelser til salater, frokost- og middagsretter, supper m.m.
Beholderne virker både som køleelementer og varmekilder i tasken og kan stilles i køleskabet eller varmes i ovnen. Maden ligger i separate rum.
Maden er altid frisk, når den pakkes ud, og beholderne er nemme at rengøre.
Vi har 2 sæt køletasker med beholdere, som vi veksler imellem og bytter. Det er praktisk og nemt og er til stor glæde, når tasken åbnes.
Fordelen ved en Bento er 1) aflastning – tasken indeholder mad til 2-3 dage 2) variation – lækker sund antiinflammatorisk mad, salater, hjemmebagt brød, små frokost- eller middagsretter og 3) en sund overraskelse eller wellness.
Derudover får vores kære masser af sund økologisk frugt fra haven fra september til februar samt friske bær. Det er også kilde til glæde.
Forårshilsener
Eva