Sidste år købte jeg en vin af sorten Vitis vinifera Himrod hos Gartneri Toftegaard.
Vinen blev plantet i et hjørne ved den sydvendte mur, hvor der er meget læ. Det var lidt et forsøg, om det ville lykkes, men det har vist sig, at vinen trives fint. Derfor har vi nu sat stolper og bundet vinen op.
I dette indlæg kan du læse om Himrod vinen i gårdhaven.
Vitis vinifera Himrod
Vinen Himrod er en dejlig sød vin med grønne druer. Vinen har kraftige ranker og kan dyrkes ved sydvendte mure eller i drivhus.
Vinen skal bindes op og beskæres i december/ januar og hele sommeren igennem. Himrod er en frodig vin, der nemt får 2 meter lange sidegrene. Vinen høstes i slutningen af august, starten af september.
Vitis vinifera Himrod plantes et solrigt sted i almindelig havejord, og vinen egner sig på den måde godt til gårdhaver. Jorden bliver gødet med grøntkompost og fortyndet brændenældegødning om foråret.
Opbinding af vin
Vinen blev plantet sidste efterår i et hjørne af gårdhaven ved den sydvendte lune mur. Vinen blev vandet grundigt hele efteråret og lå godt beskyttet under et tykt lag visne blade vinteren over.
Da det blev forår fjernede jeg vinterdækket, vandede og gødede vinen. Det satte væksten i gang, og vinen fik hurtigt 3 grene med sideskud. Derfor valgte vi at sætte 2 kraftige trykimprægnerede stolper med en afstand på 2.3. meter ved den sydvendte mur ca 60 cm fra muren, så vandet kan løbe væk fra taget.
Stolperne fik 3 klammer i hver side med 50 – 40 – 40 cm`s aftand til opbinding af vinen med en kraftig 4 mm grøn ståltråd. De 3 grene blev forsigtigt bundet til opbindingsståltråden, og stammen på vinen blev også fæstet til en stolpe med opbindingsståltråden.
Beskæring af vin sommer og vinter
Det er nemt at beskære vin. Vin får 2 slags skud – et med drueklaser og et uden.
Beskæring med drueklaser: tæl 2 bladpar efter drueklasen – klip.
Beskæring af grene uden drueklaser: tæl 2 bladpar efter stammen – klip.
På den måde får vinen mere næring istedet for at bruge energi på vækst og blade. Vinen bliver tættere, og det er nemmere at styre planten.
Vi har aldrig haft vin før, så det er et meget spændende nyt kapitel, som nu er startet med vin i gårdhaven. Vi læser om vin og ser videoer, og vi prøver os frem. Hvo intet vover intet vinder.
God sommer!
Eva